PCE-terapimetodernes historie kort fortalt

Carl Rogers (1901–1987) var en amerikansk psykolog, som fra 1940’erne formulerede en helt ny retning inden for de psykoterapeutiske metoder. På daværende tidspunkt var de toneangivende metoder dels psykoanalysen udviklet af Sigmund Freud med forskellige psykodynamiske terapier, samt adfærdsterapien, hvor B. F. Skinner var den toneangivende figur. Carl Rogers nye terapi tog afstand fra de ”dirigerende” terapier med den ikke-dirigerende (non-directive) therapy. Men han lagde også vægt på klientens personlige oplevelsesverden og perspektiv, som han søgte at forstå på sine egne betingelser og ikke forklaret som et system af drifter og forsvar, som i psykoanalysen, eller indlært adfærd, hvor personens egen oplevelse var underordnet. Gennem årene ændrede terapien navn, i takt med udviklingen og forståelsen af de terapeutiske processer, til at hedde klientcentreret terapi og til sidst personcentreret terapi.

En central tese i den personcentrerede terapi blev formuleret tidligt og blev udkrystalliseret i en artikel af Carl Rogers fra 1957 (Rogers, 1957), hvor han beskriver de nødvendige og tilstrækkelige betingelser for en positiv personlighedsforandring. Her opstilles hypotesen, at når blot seks betingelser er tilstede, vil en terapeutisk forandring opstå. Tre af betingelserne bliver anset som de centrale og drejer sig om terapeutens indstilling til klienten. Når disse tre betingelser er tilstede, skabes et klima for klienten, hvor den positive personlighedsforandring kan forekomme. De tre betingelser er, at terapeuten må være:

1. empatisk indlevet i klientens oplevelsesverden, sådan som klienten oplever den
2. ubetinget positivt anerkendende i forhold til klientens oplevelsesverden
3. kongruent, dvs. autentisk sig selv med sig selv og i mødet med klienten

I praksis følger terapeuten med klienten og kommunikerer sin empatiske forståelse og ubetingede positive anerkendelse til klienten på en autentisk måde, så vidt muligt. Der er typisk ingen eller meget få spørgsmål i en klassisk personcentreret terapi, ingen råd, ingen diagnose, ingen behandlingsplan, ingen teknikker, ingen øvelser, intet hjemmearbejde osv. Den terapeutiske relation med de tre kernebetingelser (empati, ubetinget positiv anerkendelse og ægthed) er tilstrækkelig til at bevirke den terapeutiske forandring. Carl Rogers kunne dokumentere effekten af sin terapi allerede i 1950’erne og klassisk personcentreret terapi er fortsat effektiv, som det kan ses i de seneste metaanalyser (Elliot m.fl., 2013).

Carl Rogers havde fokus på personens indre subjektive oplevelsesverden, som han søgte at følge og forstå med tillid til, at det klima af autentisk anerkendende empati naturligt ville give rum for og støtte en indre organiseret oplevelsesproces hos klienten, som ville føre til heling og vækst for klienten. Eugene Gendlin var en kollega og elev af Carl Rogers, som var optaget af oplevelsesprocessernes kropslige forankring. Hans undersøgelser førte til metoden fokusering, hvor terapeuten inviterer klienten til at være opmærksom på et særligt aspekt af den kropslige side af oplevelsen, som han kaldte ”the felt sense”, den følte fornemmelse, eller følte mening (Gendlin, 1983). For at bringe klienten til den følte fornemmelse måtte der være en vis guidning af klientens opmærksomhed i retning af kropsfornemmelsen. En sådan guidning af opmærksomheden mod en særlig type proces adskilte sig fra Rogers oprindelige ikke-dirigerende indstilling, men værdsatte udfoldelsen af en terapeutisk oplevelsesproces, som hurtigere og tydeligere kunne bringes i spil. Denne forskel mellem at ”følge” klienten ikke-dirigerende og ”guide” klientens indre proces, men ikke indholdet af processen, har efterfølgende bibragt en del debat i det personcentrerede og oplevelsesorienterede miljø. Men der har også været en anerkendelse af, at der er en kerne af personcentrerede principper og tilgange, som kan være tilstede samtidig med, at klienten tentativt og i samarbejde inviteres til at afprøve forskellige oplevelsesprocesser, som terapeuten har kendskab til.

Et af de næste store bidrag til PCE-terapierne kom, da Leslie Greenberg, Laura Rice og Robert Elliott (1996) formulerede den proces-oplevelsesorienterede terapi, som senere blev til emotionsfokuseret terapi (EFT). Med deres bidrag udvidedes de oplevelsesorienterede processer, klienten kunne tilbydes, med fokusering, systematic evocative unfolding (en proces, der kan skabe mening i uforståelige reaktioner til hændelser), tre typer af gestaltterapeutisk stolearbejde (i forhold til uafsluttede situationer, selvkritik og selvblokering), samt empatisk validering (ved oplevelse af sårbart selv). De oplevelsesorienterede processer blev kaldt ”terapeutiske opgaver”, og en særlig forskningsmodel blev udviklet til at identificere og beskrive virksomme oplevelsesprocesser. Hver terapeutisk opgave har en markør, som terapeuten kan identificere, og som giver anledning til at kunne foreslå klienten at deltage i en oplevelsesproces, som har vist sig virksom til at bringe en terapeutisk forandring og vækst i forhold til den problematiske reaktion, som markøren identificerer. Selve den terapeutiske opgave består desuden af en initiering, fordybelse og tilstand af løsning af opgaven. Terapeut og klient arbejder sammen om, at klienten bringes naturligt gennem den oplevelsesproces, som den pågældende terapeutiske opgave indeholder. Det er vigtigt, at den personcentrerede indstilling fra Carl Rogers er med hele vejen, når der er mulighed for at invitere til flere oplevelsesprocesser. Hvis den personcentrerede indstilling ikke er med, så mistes den kvalitet, der gør terapien til en PCE-terapi. Det er derfor en delikat balance at afveje fra øjeblik til øjeblik, hvordan terapeuten kan følge klienten uden at invitere til nogen særlig proces, og hvornår en invitation til yderligere proces er gavnlig for klienten og respekterer klientens autonomi og egen bestemmelse i terapien. I dag har emotionsfokuseret terapi udviklet sig yderligere med flere oplevelsesprocesser kortlagt, mere teoretisk formulering af sindet og de psykiske emotionelle mekanismer involveret, samt forskning i proces og effekt af terapien.

Udviklingen af PCE-terapiernes metoder rummer mere end personcentreret terapi, fokusering og emotionsfokuseret terapi. Der findes PCE-terapi i forskellige modaliteter (individuel, par, gruppe, familie etc.), for forskellige aldersgrupper (børn, unge, voksne, ældre etc.), for forskellige problematikker (kontaktvanskeligheder, skrøbelige processer, depression, angst, konflikt, motivation, traumer, psykose etc.), med integration af andre metoder (kunstterapi, kropsterapi, psykodrama, gestaltterapi, transaktionsanalyse, psykodynamisk terapi, eksistentiel terapi, hypnose, solution focused therapy etc.), og der findes træning og supervision af PCE-terapier (Sanders, 2012; Cooper, 2013; Lago & Charura, 2016).

Niels Bagge, 2020

Referencer:

Cooper, M. (2013). The Handbook of Person-Centred Psychotherapy and Counselling. Houndmills, Basingstoke, Hampshire: Palgrave Macmillan.

Elliott, R., Greenberg, L., Watson, J., Timulak, L., & Freire, E. (2013). Research on Humanistic-Experiential Psychotherapies. In M. Lambert (Ed.), Bergin and Garfield’s Handbook of Psychotherapy and Behavior Change (6th ed., pp. 495–538). Hoboken, NJ: John Wiley & Sons.

Gendlin, Eugene (1981). Focusing. New York, N.Y.: Bantam Books.

Greenberg, Rice, Elliott (1996). Facilitating Emotional Change. The Moment-by-Moment Process. New York, N.Y.: Guildford Press.

Lago, C., & Charura, D. (2016). The Person-Centred Counselling and Psychotherapy Handbook: Origins, Developments, and Current Applications. Maidenhead, Berkshire, England: Open University Press/McGraw-Hill Education.

Rogers, C. R. (1957). The Necessary and Sufficient Conditions of Therapeutic Personality Change. Journal of Consulting Psychology, 21, 95-103.

Sanders, P. (2012). The Tribes of the Person-Centred Nation: An Introduction to the Schools of Therapy Related to the Person-Centred Approach. Ross-on-Wye: PCCS Books.